Landpostbud Kristian Husaasen.

Landpostbud Kristian Husaasen.

Landpostbudet Kristian Husaasen (av Ole Erik Eier)

Landposttjenesten ble etablert i 1885. Etter 15 år –  i 1900  var det 450 landpostruter her i Norge, og en av disse var Kristian Husaas i Skogbygda som i 1891 ble ansatt som landpostbud med postrute Seterstøa-Sjøli-Togstad.

Kristian Husaas var født på plassen Husaasen i Skogbygda i 1858  og var sønn av Ole Kristoffersen Ersrudbakken og Berhe Olsdatter Husaasen ifølge Nes Bygdebok.

Kristian var landpostbud i 27 år fra 1891 til 1918 og fikk Kongens fortjenstmedalje for det. Da han sluttet overtok sønnen Ole Kristiansen Husaasen postruta som han drev i 30 år, så her kan man snakke om 57 års familie-tjeneste i posten.

I anledning Kongens fortjenstmedalje, som han ble overrakt i forbindelse med 20 år som landpostbud, takker han med et leserinnlegg hvor han samtidig beskriver sine opplevelser i postruta. Innlegget sto i Eidsvold Blad i 1911, for den gangen hadde ikke Nes egen  lokalavis.

Her følger Kristian Husaas sin beskrivelse:                              

Jeg vil herved faa lov at frembære min hjertelige tak til dere for den pene, værdifulde present som blev mig overrakt i anledning min 20 aarige virksomhed som landpostbud. En tak ogsaa for den elskværdighed, høflighed og forekommenhed jeg bestandig er blitt mødt med i den hele tid.

Om det kunde interessere nogen af læserne, skal jeg i forbindelse hermed gi en del oplysninger om og fra min virksomhed i postruten Sæterstøen – Sjøli – Togstad.

Det var i 1891 jeg begyndte. Larsen som netop nu i vaar har tat afsked fra jernbanens tjeneste paa Kongsvinger – var den gang stationmester paa Sæterstøen station. Jeg fik udleveret en liden væske og en signalpibe. Svært liten post den gang. Aviser bare til Sjøli, Fallet, P.T. Togstad og A. Togstad. Meget af posten gik enda til Aarnes st. og blev hentet af melkekjørerne fra distriktet.En del fra Togstad tog den endog saa paa Skarnes i Søndre Odalen.

Men det blev snart mer. Om ganske kort tid post til hvert eneste hjem – stort og lidet. Det var den nye tid som rykked ind – med stadig stigende trang til oplysning – og saa blev det jo svært letvindt at faa den tilsig nu –  «Eidsvold Blad»,  «Ukens Nyt» og «Akershus» har alle vært godt representert i Skogbygden. Den første væske blev snart for liden. Saa blev en ny og større anskaffet. Men ogsaa den blev for «mæt». Nu har jeg i flere aar havt en enda større en. Ogsaa den er fyldt, og desuden meget i en sæk ved siden af. Væsken alene mættet med post veier nu optil 85 kilo. En ny er  i vente

Lønnen var til at begynde med 300 kroner om aaret, som om nogen faa aar blev paalagt til 350 kroner. Men da man indrømmed at ogsaa dette var for lidet for aarlig arbeide med lange dag paa daarlige veier, fik jeg snart paalæg til 500 kroner. Og ved det staar det endu.

Veilængden er omtrent 50 km. frem og tilbage. Paa denne strækningen 10 poststeder. Post til 4 skolekredser i sin helhed – Opaker, Halmsaas, Sjøli og Togstad. Desuden en del til Vøyen kreds og Ullern i Søndre Odalen. Den meste post blir nu indlagt hos hr. kjøbmand Grøndahl og paa Togstad hos hr. kjøbmand O.A. Svennebye.

Veien er ikke bare lang, med vanskelig at komme frem ogsaa til sine tider. Særlig slemt om vaar og høst. Sølen har da mangen gang gaat over navet paa postkjærren. Engan paa veien fra Tokstad og hjem blev baade hest og kjærre siddende fast i «gjørmen». Hesten fik jeg dog op igjen alene, men kjærren maatte jeg faa hjælp til.

Et aar i vaarflommen havde saa godt som alle broer paa min vei reist. Maatte da telefonere fra Ingeborgrud central til Opsahl og Fallet og meddele at hans høihed, posten, ikke kunde besøge dem den dagen. Opsahlbroen var gaat i vandet og med den muligheden for at komme frem. Lige ilde, eller endog meget være saa det ut ved Moen. Her stod flere jorder, og veien et langt stykke under vand. Maatte derfor bruge baad til Bækken. Og da hesten og jeg stod paa hver vor side af vandet,

var det ingen anden raad. Jeg maatte ta sækken paa ryggen og gaa til stationen. Om kvelden var vandet minket bort, og jeg kom helt fram da.. Men det var svært liden post dan dagen. Posttoget kom ikke før langt paa nat, og da var jeg vel «fortøiet» i min seng. Det var flom «innaføre» ogsaa.

Men vinteren har kanskje været den værste. 2den dag jul for 6 aar siden var den tyngste af alle turer jeg har havt i disse 20 aarene. Det var svært snødrev baade 1ste og 2den juledag. 2den juledags morgen da jeg kom du, laa store faner overalt – paa veier og omkring husene. Forand stallen en saa stor, at jeg maatte skuffe snøen væk for at komme ind. Det var umulig at ta hest. Men pligten kaldte, og saa gik jeg. Kommen til Togstad, blev jeg af P.T. paa det sterkeste anmodet om at vende om. Det var ikke  mening i at lægge ud i slikt veir paa uopkjørte veier, sa han. Naturhindringer var da fuldt lovlig forfald. Jeg kom dog til Dystland paa mine ben, og herfra skydsed Ole B. Dystland mig til Opsahl. Der gik  vinterveien gjennom skogen. Men denne var ikke god at holde den dagen i mørke og snø. Vi for vild og maatte da at lede efter vei, baade Ole og jeg paa hver vor kant. Ole mente at veien var paa nordsiden, og jeg paa sydsiden. Da vi ikke kunde bli enige om dette, og vi heller ikke fandt den igjen vædded vi en flaske cognac og arbeided os videre gjennom snefanerne til Opsahl. Senere blev det konstanteret, at jeg havde vundet.

På Opsahl fik jeg hest til Halmsaas – paa Halmsaas hest til Scharning – paa Scharning hest til stationen og tilbage til Halmsaas igjen. Her mødte saa H. Moen mig og kjørte til Dystland. Gik saa herfra og hjem. Denne dag brugte jeg altsaa 6 hester, men saa var det veir ogsaa!

Det var forresten ikke den eneste gang med flere hester. Nei, det har hændt mange gange at jeg har maattet skifte paa veien. Og folk har villig stillet sine heste til disposition. De skal ha tak for sin tjnestvillighed og hjælpsomhed.

Det blir ikke saa lidet bankopost heller paa en saa stor strækning. Væsken har mange gange indeholdt store summer. Det største brev jeg har haandteret i disse aar, lød paa 10.000 kroner og var adresseret til P.T. Togstad. For at være tryg mod overfaldsmænd anskaffed jeg mig da derfor om ikke ret længe revolver. Senere har jeg af postvæsenet faat udleveret en 6-løber med ammunition, men det er aldrig blit brugt verken denne eller min private på folk. Her er fredelige forhold.

Men engang trodde jeg at jeg selv var blit skudt. Mellom Sjøli og Dystland er det som før  nævnt en skogstrækning. Her hendte det forfærdelige.

Det var midtvinters og knagende koldt. Jeg havde med mig en flaske gjær fra Thea Schrning til Thea Togstad. For at denne ikke skulde fryse, havde jeg den opbevaret i den inderste frakkelomme. Mørkt var det om kvelden, og jeg kjørte raskt paa. Kommet et stykke paa veien, hører jeg en kraftig smeld, og kjender et stød i høire side. Tænkte med en gang paa røvere, ga hesten et svepen, saa det gikk i vild fart. Venter at høre flere skud, men ingen kommer. Kjender mig paa siden – O, rædsel! Blodet har alt vædet mine klær! Jeg er døden nær! Min egen revolver er i orden. Den haver ikke gaat af. Altsaa, det et røvere!

Kommet saa langt at jeg tror mig tryg, gaar jeg du af slæden for at undersøge saaret. Aabner ydertøiet og den blodige jakke, skjælver af angst. Da falder en liten gjenstand ned. Jeg griber den. Det er – flaskekorken! Nu forstod jeg det hele. Gjærflasken havde eksploderet!

Jeg vil ikke slutte disse mine meddelelser uden at nævne «Veslebrunen», ogsaa kaldet «Bukken», der trofast har fulgt mig de sidste 13 aar. Den maa vel sies at bære sit navn med rette, da den ikke er mer end 8 kvart og 4 tommer høi. Men udholdende, flink og snild har den været – vistnok som skabt til posthest. Nu er den 19 aar gammel. Har tænkt at la han gaa af paa «pension» og ha det godt resten af sine dage.

Paa hans 20.de fødselsdag skal jeg vise han mine presenter og si han at det var han som fortjente dem.

Den 22/7 1911          Kristian Husaas, landpostbud

Illustrasjoner.

Kristian Husaasen tegningKristian Husaasen bilde

Husaasen medalje Husaasen signett Husaasen diplom

Illustrasjonene viser øverst  tegning, Kristian, deretter medalje, signett og diplom som Kristian Husaasen mottok for sin langvarige tjeneste som landpostbud.

 

Legg igjen en kommentar